Når vi ikke er bevidste om vores tanke- og handlemønstre kommer vi meget let til at reagere udelukkende på vores følelser. Og det er ikke fordi, at det er nødvendigvis er dårligt at have følelser og blive påvirket af de ting, der sker omkring os. Men det kan meget let gå hen og blive meget uhensigtsmæssigt og ressourcekrævende, hvis vi altid reagerer på de ting, der sker. Det kan være meget let at få den opfattelse, at alt det, der sker omkring os sker MOD os. Og når vi først begynder at opfatte hændelser på den måde, så kan vi også nemt komme til at bruge en masse energi på at ville ændre det.
Men det er ikke alt, vi kan ændre. Det er ikke alt, vi kan forme til den form, vi vil have det. Jeg tænker her på, hvor mange mennesker, der uden at være bevidste om det meget let lader hændelser fylde uhensigtsmæssigt meget i deres liv. I stedet for at slippe det og lade det gå – og komme videre. Mange lader dumme episoder med et andet – eller flere andre – mennesker fylde og bruger krudt på at være gal, hadefuld, ked af det over en negativ situation, der har været. Forventer måske, at den anden person kommer og giver en undskyldning eller fortryder og ændrer adfærd.
Når virkeligheden ikke møder forventningen
Desværre er det sjældent sådan virkeligheden er. Ofte får vi aldrig den undskyldning, vi synes ville være på sin plads. Eller du får ikke den forståelse fra andre af din situation, som du godt kunne tænke dig. Og så kan vi risikere at gå og bruge en masse energi på at være vred eller frustreret over, at det ikke sker. Vi bliver hængende i frustrationen og vreden. Og så kommer vi ikke videre videre og får brugt energien på andre ting, som det rent faktisk giver mening at bruge energi på.
De 3 handlemuligheder
Jeg taler altid med mine klienter om de 3 handlemuligheder man har i enhver svær situation:
1) Gør noget ved det, du kan gør noget ved! Måske kan du godt tale fornuft med det menneske, som har gjort dig uret. Så kan det selvfølgelig være godt at tage den snak, hvor I får renset luften og skabt rene linjer. Dette kan lade sig gøre, hvis den anden person er moden og fornuftig.
2) Få hjælp til at få gjort noget ved problemet! Måske har du ikke selv modet eller fysisk mulighed for at tale med den person, hvor din udfordring kommer fra. Så kan det være, du har en ven eller kollega eller en professionel, der ville kunne hjælpe dig med at klare problemet. En der kan tale din sag eller være mægler på én eller anden måde. Eller som måske kan gøre noget helt tredje, som ville hjælpe dig fri a problemet.
3) Acceptér tingenes tilstand – for nu! Lad fare! Nogen gange er det ikke muligt at tale fornuft med et andet menneske og komme problemet til livs direkte. Eller der kan være andre årsager til, at det bare ikke kan lade sig gøre. Så kan hverken du eller en anden person løse problemet. Så er det vigtigt at kunne slippe det – altså give helt slip på det, så du ikke bærer det med dig videre i livet.
Spar på energien – bliv på din egen banehalvdel!
Hvis ikke du formår at give slip på problemer, du ikke kan gøre noget ved, vil du komme til at bruge alt for mange ressourcer på at være frustreret, gal eller ked af det. Til INGEN verdens nytte. Tingene ændrer sig ikke ved, at du fortsætter med at være gal og frustreret. Så for din egen skyld, må du acceptere, at sådan er det bare – i hvert fald lige nu. Måske kommer der en mulighed på et senere tidspunkt, hvor du ville kunne få det forløst. Men lige nu og her, er du nødt til at gå videre i livet og bruge dine evner og energi på noget, der giver mening. Ellers kan du ende med at stresse hele dit system godt og grundigt.
Så lær at være på din egen banehalvdel – giv dig selv fred og giv slip!