FRI AF STRESS – EISENHOWER MATRIX – BRUGER DU DIN TID PÅ DET, DER GIVER MENING?

Hvad er en Eisenhower Matrix? Mange af os fylder vores liv med rigtigt mange opgaver, som vi ofte render rundt med tungen ud af halsen for at nå at gøre. Vi er vældigt gode til at blive ved med at fylde på, men får sjældent stoppet op og tænkt nærmere over, hvad det egentligt er, vi bruger tiden på…?

Giver det mening, alt det vi bruger tiden på?

Er det vigtigt for os?

Eller gør vi det mere for andres skyld?

For anerkendelse?

Bringer det os hen mod et liv, som gør os glade, hvor vi får brugt os selv på den bedste måde?

Kunne vi egentligt godt uddelegere eller helt eliminere nogle af de opgaver og gøremål?

Måske kender du allerede til Eisenhower matrixen og ved, hvor fantastisk den er til at få et overblik over hvilken slags opgaver og gøremål, som du bruger din tid på i forhold til vigtigheden af dem.
Hvis ikke du kender den, så kan jeg afsløre, at den er et meget, meget overskueligt redskab til at finde ud af, hvor hensigtsmæssigt, du bruger din tid, og ud fra det prioritere og vægte dine opgaver på mere meningsfuld og gavnlig vis.

DE 4 KVADRANTER I EISENHOWER MATRIX

Eisenhowers matrix er delt op i 4 felter, som anskueliggør hvorvidt hver enkelte opgave er:

1) Haster og vigtig
2) Haster ikke men vigtig
3) Haster men ikke vigtig
4) Haster ikke og ikke vigtig

En vigtig opgave betyder i denne opgave en opgave, som giver mening for DIG – en opgave som gavner dig og dit liv, og hjælper dig derhen, hvor du gerne vil være i livet.

1. KVADRANT:

Her er opgaver der skal gøres snarest – i dag eller i morgen eller meget snart – og de giver mening for dig. De er med til at skabe et godt liv for dig. Mange mennesker har rigtigt mange opgaver liggende her. Opgaver som de vurderer som vigtige og haster. Men hvis du udfylder en sådan matrix kunne du måske være ærlig og se på: Er de reelt vigtige ALLE opgaverne? Eller måske er der nogen af opgaverne, der faktisk ikke haster, når det kommer til stykket – men kan sættes over i 2. kvadrant, hvor der ligger de mere langsigtede opgaver. Opgaver som du har mulighed for at planlægge og tænke lidt mere over.

2. KVADRANT

Denne kvadrant indeholder de opgaver, som er med til at give dig det gode liv på lang sigt. Det er ting, du kan planlægge og arbejde på igennem længere tid, men som i aller højeste grad hjælper dig til at skabe det gode og meningsfulde liv. Her kan du være opmærksom på, om du har sat nogle opgaver her op, som kræver noget tid, men som egentligt ikke giver mening alligevel. Så må de flyttes.

3. KVADRANT

Her er der mange, der har opgaver i. Her kan ligge mange opgaver, som vi “troede” var vigtige, når de nu også var hasteopgaver, men som i virkeligheden ikke rigtigt bringer os videre eller giver mening i vores arbejde eller privatliv. Her ligger opgaver, som skal laves på den ene eller den anden måde, fordi nogen synes, de er vigtige. Men de er ikke vigtige for dig, og det er opgaver, som ikke nødvendigvis ikke behøver at blive lavet af dig. Måske har du påtaget dig opgaver her for at være flink og blive anerkendt. Men de gavner dig egentligt ikke på nogen måde.
Derfor bør de automatiseres eller uddelegeres til andre.

4. KVADRANT

I den sidste kvadrant i Eisenhower matrix ligger de opgaver, som hverken haster eller på nogen måde er vigtige for dig. Hvis du bruger meget tid på opgaver, der ligger her, så vil jeg anbefale dig at stoppe STRAKS. Disse opgaver suger dig tør for energi. Rene energityve. UD med disse opgaver! De tjener intet formål.

De kan måske være svært at udfylde Eisenhower matrix første gang. Men forsøg dig alligevel. Det kan være du får dig en øjenåbnende overraskelse – og derved muligheden for at gøre noget anderledes.

Nogen siger, at man kun skal lave én som gælder samlet for sit arbejde og sit privatliv. Jeg vil dog klart anbefale, at du laver øvelsen for hhv. dit arbejde og dit privatliv, og holder det adskilt – medmindre det selvfølgelig giver mere mening for dig at samle det!

Rigtig god fornøjelse! 🙂
Kate

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.